Cand.IT og familiefar

Cand.IT og familiefar

Færdigbagt og med gode rødder

Jeg har været længe undervejs. Både med uddannelse og som farmand. Begge dele tager tid og holder heldigvis resten af livet. 

Far til fire

På familiedelen har jeg fire børn. Far til Fire er den oplagte beskrivelse af mig. Jeg er lykkeligt gift med en fantastisk og smuk kvinde, og vores børn de bedste skabninger på denne jord - med 14 år fra den yngste til den ældste. 

Det er med familien at roen og overskuddet findes. Og selvfølgelig midt i den jyske muld. Landidyl og frisk luft.

Langtidsuddannet i IT

Vejen har været lang, hård og erfaringsrig. Fra HF til en internationalt sproglig Bachelor i kommunikation og multimedie. Videre til en Cand.IT med fokus på webarkitektur- og kommunikation.

Cand.IT'en blev afsluttet med et speciale, der havde til hensigt at afkode niveauet af brugervenlighed i Forældreintra's design. Baseret på brugervenlighedstests og resultaterne heraf, kombineret med teorier om strukturering af indhold, lavede jeg udkast til forbedringer af det daværende design og brugervenlighed. 

Passionen har altid været online. Både ifht. webdesign og opbygningen af hjemmesider, men især også ifht. den rivende udvikling indenfor online markedsføring.

Jeg har derfor, helt naturligt, bevæget mig rundt i at opbygge og opsætte hjemmesider, men også indholdet. Efterfølgende blev det markedsføringen heraf, som interesserede mig. Hvordan strukturerer man først og fremmest indholdet på en hjemmeside mest logisk, mest brugbart og æstetisk? - og hvordan gør man så opmærksom på, at man rent faktisk har noget der kunne være verdens bedste indhold på sin hjemmeside?

Jeg har siddet i stillinger med inhouse online markedsføring og senere taget springet til konsulent, hvor færdighederne for alvor bliver pudset af og løbende holdes helt skarpe. Jeg har derfor erfaring med online marketing i mange forskellige brancher med kunder i hele landet fra Ringkøbing til København.